Havnens historie

 

 

Fiskeri- og lystbådehavn 
Helsingør Nordhavn blev bygget som fiskeri-og lystbådehavn af Helsingør Kommune i årene 1932-1934 og udvidet i begyndelsen af 1970’erne til den nuværende størrelse.

Navnlig lystbådehavnen blev hurtigt populær, hvilket ikke mindst har frydet den daværende borgmester Peder Christensen (1874-1954), i Helsingør bedst kendt som "Kong Peder" og ham, der mere end nogen kæmpede for at få havnen anlagt. I løbet af sommeren 1938 besøgte således næsten 1.000 fremmede både Nordhavnen medførende godt 5.000 personer.

 

Over sø og land 

Skønt trafikken over land ad Strandvejen til København fik en kærkommen forbedring med Kongevejens fremførelse fra Hørsholm til Helsingør i 1789, blev sunddamperen fra København til Helsingør i midten af 1800-t. dog det foretrukne samfærdselsmiddel, eftersom turen kun tog 4 timer. Den blev så atter udkonkurreret i 1864 af jernbaneforbindelsen, der via Hillerød kunne klare turen på bare 2 timer, og med kystbanens anlæggelse i 1891 toppede succesen.

Tog- og vejtrafikken er siden stadig forbedret i skøn sammenhæng med havnedriften, søsporten, turismen og sejladsen på sundet. Således motorvej i 1960’erne, nye færgelejer i 1980’erne og i fremtiden måske en tunnel, mens et broprojekt fra Marienlyst til Sverige tidligt i århundredet blot gik i sig selv.

Havne- og værftsbyen Helsingør 

Helsingør ligger gunstigt som det nærmeste overfartssted til Sverige, og der har været færgefart herimellem længere, end der har været byer. Men i flere hundrede år var et par anløbsbroer på stranden mod øst åbenbart det tilstrækkelige for overfarten såvel som for sundtoldens opkrævning, der siden 1426 foregik ombord på de passerende skibe, som blot for en stund kastede anker. En egentlig havn fik man først i 1767.

Denne beskedne havn blev så udvidet i 1820’erne af staten, og siden sundtoldens ophævelse i 1857 fulgte den ene udvidelse efter den anden, hvor bl.a. Helsingør Skibsværft med bassiner blev etableret i og ved Kronborgs bastioner og voldanlæg. Værftet blev byens førende industri gennem 100 år indtil lukningen i 1983.

Enhver som gæster Helsingørs havneområder i dag skal også opleve Kronborg på den ene side og den levende by på den anden side med moderne forretningsliv i gader og huse, der for en større del har rod i middelalderen (Erik af Pommerns tid).

Siden Statshavnens udvidelse i 1820’erne havde det desuden været på tale at etablere en trafik- og fiskerihavn på nordkysten, ikke mindst i 1866, da den franske ingeniør Louis Carlé foreslog Helsingør som et knudepunkt for tidens stærkt voksende russiske eksport. I stedet for som hidtil at ligge under for den lange russiske vinter, skulle de små flodskibe fortsætte til Helsingør og aflevere deres last i en ny stor nordhavn, som de amerikanske og vesteuropæiske handelspartnere kunne anløbe hele året, og han mente, den ville kunne konkurrere med de tyske havne. Dette nordhavnsprojekt indbefattede en kanalforbindelse til Statshavnen.

 

Kystsikring, turisme og friluftsliv 
Louis Carlé havde imidlertid ikke held til at samle byggekapitalen på 8 millioner guldfrancs, så projektet blev henlagt. Men idéen blev bl.a. genoptaget 1909-24 med planer om en nordhavn, hvis udstrækning var tre gange større end den nuværende Nordhavn. Planen blev imidlertid mødt med voldsom kritik fra dele af befolkningen, eftersom en sådan havn med moler og bølgebrydere ville "sløre indtrykket af kronborgs nuværende ejendommelige beliggenhed på en pynt".

I mellemtiden opstod nye argumenter for at bygge en havn på nordkysten. Således taltes om nødvendigheden af en kystsikring, der kunne kombineres med havneanlæggelsen, og dels blomstrede turismen samt sejlsports-, frilufts- og badelivet, hvilket medførte behov for såvel en lystbådehavn som anlæggelse af en søbadeanstalt, flere bådklubfaciliteter o.s.v. Helsingørs dengang 54 erhvervsfiskere ønskede endvidere bedre forhold, mens lystfartøjer overhovedet ikke måtte befærde Statshavnen.

 

Industri vis a vis badeliv. 
Helsingør kommune fandt derfor i 1931, at tiden for alvor var inde til at begynde et beskedent havnebyggeri på nordkysten. Af økonomiske grunde tillod man at nogen industri slog sig ned i Grønnehaveområdet bagved havnen i lighed med fiskenetsfabrikken(1894) og Glasværket(1906-30). Herved fik den svenske gummifabrik Tretorn held til at placere sig her med en filial, der snart var byens næststørste arbejdsplads. Samtidig bød et konsortium ind på området klods op ad gummifabrikken med et storstilet projekt "Kronborg Havbad", der med tiden ville kunne udvikle sig til en dansk udgave af Miami Beach i Florida. "Restaurant Kronborg Havbad" blev opført i tidens Art deco-stil efter tegninger af den københavnske arkitekt Einar Rosenstand(1934), og yderst på nordre mole byggede Helsingør Svømmeklub i 1935 et svømmestadion.

 

Havneservice. 
Mellem Kronborgs exercerplads og "Kronborg Havbad" var der ud for fiskerbådebassinet en stejleplads for fiskerne, og efterhånden blev der langs bredden bygget nogle forretnings- og servicebygninger, herunder den endnu bevarede krumme bygning, hvor der nu er havnekontor. Den nuværende havnefogedbolig blev opført i 1937 og fik indrettet havnefogedkontor i det nordlige værelse.

 

Træbådeværft, værksteder, klubhuse. 
Ud for fiskerihavnens ophalingsbedding genopførte man i 1942-43 Helgolandsværftet, en træbygning, som i starten af krigsårene blev revet ned i København. I denne gamle værftsbygning havde fiskerne mulighed for at få bygget eller restaureret deres træbåde. Denne nu bevaringsværdige gamle værftsbygning er netop blevet renoveret og indeholder ud over Havnens eget værksted stadig et træbådeværksted samt forretningslokaler for salg af både, bådmotorer og sejlerudstyr.

Kronborg Havbad blev revet ned i 1979 og erstattet med Helsingør Amatør Sejlklubs store bygning i træ. I 1985 kom Jollehuset til, og samtidig fik søspejderne et nyt hus mellem den store og den lille bedding. Fritidsfiskerne og strandjægerne fik klubhuse i 1987, ligesom der kom en række nye bådreparations- og opbevaringsskure. Senest er kommet et par masteskure til.

 

Fra havn til havn. 
Helsingør Nordhavn er et ægte kulturmiljø, hvor borgere og gæster finder trivsel, netop fordi der er en passende sammenhæng mellem det rekreative, fritidsbetonede og det fortsat levende, erhvervsmæssige miljø. Det bærende i Helsingørs havneområder er trafikken på vandet, og den vil vedblivende være der og fortsat være som en bro for påvirkninger fra omverdenen. Samarbejdet mellem Helsingør og Helsingborg er som en ring i vandet.

Opdateret 28.10.2009 / af Tom Andersen